Det store menneske i den lille krop

Tidligere i år blev der i Berlingske Tidende (og måske også andre medier) refereret til en undersøgelse, der viste, at “Børn gør forældre ulykkelige”. Stakkels forældre! Eller hvad …?

Nej, stakkels børn! For når forældre formår at blive ulykkelige over deres børn, er det fordi der er noget helt skævt med deres forventninger (forældrenes altså!). I de sidste 4 måneder har jeg selv på egen krop erfaret, at hverdagen giver mest glæde og ro og lykke, når den foregår på Noahs præmisser, og ikke på mine. Det kan skam sagtens være en svær kamel at sluge en gang i mellem, men vi har jo ikke ventet 5 år på at få Noah for at fortsætte vores liv i nøjagtigt samme rille som før. Og det er måske netop dér hunden ligger begravet for de ulykkelige forældre …?

Derfor er det så befriende at læse Louises blog, for den tager udgangspunkt i, at det er os forældre, der skal justere, så vi får mere lykke ind i livet med vores børn. Louise har selv to af slagsen, og hendes blog (og nyhedsbrev også i øvrigt) BUGNER med masser af praktiske og let-anvendelige tips til at få en gladere hverdag. Lige til at implementere hos alle børnefamilier, der synes at der er for meget stress og jag og for lidt glæde og ro. What’s not to like???

Louise var så sød at sende sin Blog Award videre til mig, og jeg vil gerne kvittere med at opfordre alle med små eller større børn til at tjekke, hvad Hold Af gemmer i posen. Jeg lover jer, at der er guf.

Personligt knuselsker jeg Louise for køre “less is more” princippet her i julen – bl.a. ved at klare julekagebagningen med Irmas færdige brunkagedej og for at være den voksne og derfor nedprioritere Pyrus om aftenen, fordi det bare ikke fungerede i forhold til sovetider og andre juleaktiviteter. Synd for børnene? Nej, en gave!

Blog-award II

For MEGET lang tid siden – faktisk så lang tid siden, at det er mere end almindeligt pinligt! – var en skøn kvinde sød at sende sin blog-award videre til mig. Jeg var en smuuuule ophængt på daværende tidspunkt (det er jeg sjovt nok stadigvæk – pudsigt som tingene nogle gange ikke forandrer sig), og så (prale prale) var det jo også anden gang jeg var så heldig at få en blog-award. Summa Summarum: derfor var jeg ikke så kvik til at få sendt blog-awarden videre.

Siden da har jeg tygget og tygget og tygget for at kunne hoste op med 6 kvalificerede (og nye) bud på modtagere af blog-awarden, og det har i det hele taget været et forfærdeligt dilemma for mig.

FOR JEG LÆSER DE SAMME BLOGS HVER DAG!

Så er det sagt! Nej, jeg er på ingen måde rundt omkring 10-15 nye og skelsættende og spændende og innovative blogs hver dag. Jeg holder fast i de samme 6-7 stykker. Fordi de giver mig en masse, og fordi jeg er verdens største tilfænger af KISS-princippet. Og fordi jeg ikke prioriterer at kigge efter nye blogs. Bevares – jo, jeg støder jo nu og da på nye. Men det er en række oldies, der står mit hjerte nærmest.

Så jeg ville simpelthen komme til at sende awarden videre til nøjagtigt de samme modtagere, som fik awarden af mig sidst – og derfor tillader jeg mig at gøre tingene lidt anderledes denne gang (jeg ville heller ikke vide, hvilke 7 nye ting om mig selv, jeg skulle kunne hive frem – i bund og grund er jeg jo bare Liselotte).

Til gengæld ved jeg, at jeg gerne vil dele mine yndlingsblogs med dig, og så vil jeg gerne fortælle, hvorfor jeg bliver hængende på de samme 6-7 blogs. Derfor er de næste par indlæg helliget de dejlige bloggere, der hver dag – eller flere gange om ugen – er med til at berige min hverdag.

Og hvis du ikke kender blogs’nei forvejen, kan de måske også berige din hverdag fremover?

Men allerførst skal det handle om Louise, der var så sød at sende stafetten videre til mig. Stay tuned!

Forhindringsløb

Du kender helt sikkert godt situationen. Du har været af sted på en workshop, og da du lukker notesbogen og pakker tasken for at tage hjem, kan du mærke ilden brænde i dig. Du er SÅ tændt, og du er SÅ klar til at implementere de mange nye ting, du har lært.

Men så er det pludselig i morgen, og ild bliver afløst af :

Jeg har brug for din hjælp!

1. Hvad er din største udfordring i forhold til at implementere ny viden eller nye tiltag i dit liv?
2. Hvis du havde en tryllestav, hvad skulle den så klare for dig, så implementeringen blev en succes for dig?

Time Out

Det er søndag aften, og jeg skulle egentlig skrive et eller andet klogt her på bloggen.

Jeg er lige blevet færdig med input til en journalist, der skal skrive en artikel i ALT for damerne, og jeg er småtræt. Så jeg sætter mig i stedet i stolen og ser undtagelsesvis tv. Independence Day (for 10. gang …). Well, f**k it!

Geddit?

Sidste mail er ankommet fra John. Phew … Allan nåede ikke at fatte mistanke!

Denne – sidste gang – skriver han, at det er OK for vores børn at sige nej, for det lærer dem at lytte til og udtrykke deres følelser og finde ud af, hvad de vil – for derefter at forhandle! Alt sammen gode ting at kunne. Men, skriver John, i sidste ende bestemmer mor og far, og det betyder, at vi sagtens kan lytte til og overveje “nej”et – men vi afgør om der skal ændres eller holdes fast.

No comments fra min side, for jeg er novice ud i børneopdragelse. Det lyder rigtigt i mine ører, og jeg skal forsøge at huske at lave et blogindlæg om mine erfaringer om 20 år! 🙂

Til gengæld vi jeg gerne lige vende tilbage til de 4 foregående beskeder fra John om budskaber til vores børn:

• Det er OK at være anderledes
• Det er OK at lave fejl
• Det er OK at have negative følelser
• Det er OK at ønske sig mere

For godt nok er dette budskaber til vores børn, men tyg lige på dem ét for ét … Det er nogle helt essentielle budskaber, og jeg tror, at vi som voksne ville kunne snige langt mere lykke ind i vores hverdag, hvis vi også begyndte at bruge disse 4 budskaber på os selv.

De rummer nemlig en fantastisk mental frihed, og med denne frihed kommer lykken.

Hvorfor ikke bruge december måned på dagligt at repetere de 4 budskaber til dig selv og se, hvad de fører til …?

Klog, klogere, happy i låget

Jeg havde forsvoret, at jeg skulle være medlem af en mødregruppe. Men ok … for 10 år siden besluttede jeg mig jo også for, at jeg ikke skulle have børn – og se bare, hvad det førte til …

Men mødregruppe? Nej!

Inden vi rejste til Etiopien slog det mig imidlertid, at det måske kunne være rart med et par lidelsesfæller eller sparringspartnere (afhængig af den domestiske situation), og jeg besluttede derfor at lave min egen mødregruppe. Første medlem (ud over moi même og Noah) var dejlige Marianne (og lige så dejlige Malthe – vi må ikke glemme børnene).

Andet medlem blev anbefalet af min sundhedsplejerske: Mette (og lille lækre Emma – nu Noahs kæreste). Sundhedsplejersken mente, at Mette nok var interesseret, selv om hun allerede var i en “almindelig” mødregruppe. Og på vej ud af døren sagde hun lidt henkastet: “Jeg tror I to vil gå godt i spænd sammen”.

Og ud over at indrømme, at det var SÅ godt, at jeg droppede mødregruppe-fordommene og besluttede mig for at lave en mødregruppe (nå ja – og selvfølgelig at få et barn i det hele taget), kan jeg tørt konstatere, at sundhedsplejersken må være synsk eller på anden måde intuitivt begavet.

“Godt i spænd sammen” må vist siges at være en underdrivelse. Jeg takker dagligt universet for, at Noah blev anledningen til, at jeg mødte Mette (og Emma!), der bor bare 14 huse væk fra os.

Fantastisk, at der findes så meget lykke i at blive klogere …

To-do lister eller to-be kæreste?

Min mand kigger underligt på mig i øjeblikket, og det har han al mulig grund til. Jeg er nemlig begyndt at gå med hunden (ud over den daglige tur med klapvognen og Noah midt på dagen), og jeg er begyndt at tage køkkenet efter middagsmaden. To opgaver, der ellers har været forbeholdt herren i huset (altså, ham der var der først, for nu er der jo pludselig tre herrer i huset).

Selv min eksmand undrede sig over at se mig med hunden, da han i eftermiddag mødte mig udenfor med kræet. Og det siger jo lidt om, hvor ofte (eller rettere sjældent), jeg lufter det lille pelsdyr.

Hvorfor så nu?

1. Jeg prædiker over for mine workshop-deltagere, at de SKAL have mindst 5 minutter alene med sig selv hver dag. Og jeg bør jo tage min egen medicin. Det har bare været forbasket svært at få de 5 minutter i de sidste par måneder. Men nu har jeg fundet ud af, at det er tvingende nødvendigt (flot Liselotte!), og jeg er ved at finde en rytme. En kop te i ro i stolen om formiddagen, og så et par gåture alene med kræet, når Allan er hjemme.
2. Turene giver mig i øvrigt også lidt mere frisk luft og bevægelse, hvilket i den grad er påkrævet.
3. Og jeg har jo fundet ud af, at det også er helt fantastisk nu at kunne vandre i sne og blæst uden at fryse 

Og så er der køkkenet. Egentlig Allans domæne (dog først efter maden …), men hvis jeg vil have lidt tid sammen med Allan, når Noah er lagt i seng, må jeg jo sørge for at skabe tiden. Og det er faktisk også vigtigere for mig, at Allan får en god aften med Noah inden hans sengetid, end at han står i køkkenet. Og nu og da er der jo også andre ting, jeg gerne til have Allan til at gøre, når fisen er faldet omkuld.

Og så må jeg jo erkende, at det funker langt bedre med at hjælpe og styrke fællesskabet ved at være et godt eksempel end at lave endeløse og dræbende to-do lister. Hm …

Prøv det!

Om minusdage og fordringer

John har sendt mig en ny mail. Faktisk to. Håber ikke Allan begynder at synes, at det er mærkeligt med alle de mails fra John …

Denne gang er hans ene besked, at vi skal fortælle vores børn, at det er OK at have negative følelser.

Det er formentlig de færreste af os, der aldrig har negative følelser. Jeg kan i hvert fald ikke blive medlem af den ædle klub. Og børn har negative følelser nu og da. Disse følelser hjælper dem til at justere deres forventninger og til at deale med de begrænsninger, livet også har. That’s life! Og derfor nytter det heller ikke noget, at vi fortæller vores børn, at de ikke må have negative følelser. Det er helt ligesom at sige, at de ikke skal være bange for mørket (hvis de er det). John foreslår, at vi til gengæld bør møde dem i deres negative følelser ved hjælp af empati. Altså, at vi i et par sekunder lige prøver at føle, hvad de føler. Try it!

Mail nummer to fra John fortæller, at det er OK for vores børn, at de vil have mere. Sig hvad?!?! Er det ikke den direkte vej til forkælede møgunger, der ikke er til at holde ud for nogen (inklusive dem selv)? Jo, hvis vores børn får lov til at bruge deres kræven som et magtmiddel. Altså, at de går amok, når deres ønske om mere ikke honoreres. Men i sig selv at ønske sig mere er kun et sundhedstegn, for det er det, der udvikler vores unger og får dem til at rykke. Hvis ikke de havde lysten til mere, ville de formentlig aldrig lære at gå …

Hvis du har set mine to andre indlæg om Johns budskaber til vores børn (1 + 2), begynder der måske at tegne sig et billede for dig. Der er ét sidste budskab tilbage fra John (jeg hænger ved mailboksen og savler for at få det), og jeg begynder i hvert fald at se lyset. Gør du også???

Post It!

Du kender formentlig godt de der små notesblokke fra 3M med en klæbrig masse på bagsiden, der gør, at siderne kan sidde fast i bøger, på vægge, på ruder og mange andre steder (men ikke i en fedtet pande).

De findes i mange farver og faconer, og i dag faldt jeg over en række helt nye Post Its! Hvis du kender og er vild med humoren i The F**k It Way vil du (også) elske disse Post Its. De er politiske ukorrekte i svær grad, og jeg har allerede set adskillige blokke, der vil gøre fyldest i mit liv fremover.

 Du finder dem her, og i det spændende sortiment er der blandt andet:

• F**k Nasty Note
• Or Else Sticky
• Just Thought You Should Know Sticky
• Complaint Sticky
• Useless Info Sticky
• Total Crap Sticky

… og mange flere. Danske Paperdeluxe har nogle af blokkene – og blandt andet også Don’t Kill the Kids and Other Babysitter Basics. Den må man vel hellere se at få investeret i …

Aaaaaaaaaahfslapning

I fredags råforkælede jeg mig selv.

Kl. 9.30 havde jeg et møde i Søborg, og derefter var planen, at jeg stort intet skulle lave.

Ud over at købe nye bluser til Noah (som vokser med lynets hastighed) – og en varm vinterfrakke til mig selv. For jeg har hørt rygter om, at vinteren kommer nu, og at det bliver koldt. Og sidste vinter frøs jeg. Min eneste frakke var ikke varm nok, og med jakke på var det iskoldt om numsen og lårene.

I år nægter jeg at fryse, når klapvognen og hunden skal luftes!

Og det kommer jeg formentlig heller ikke til, for mellem indkøb af tøj til Noah, indkøb af bryllupsgave, indtagelse af sandwich hos Joe & the Juice, indkøb af strikket lammeørevarmerdims hos Magasin, indkøb af fødselsdagsgave, indtagelse af en latte hos Kong Kaffe, et par småindkøb i Irma og indkøb af  endnu en bluse til Noah lykkedes det mig at finde ikke bare én, men hele to varme vinterfrakker. Og begge nedsat med 20 %. Yes!

Kl. 15 vendte jeg snuden hjemad igen uden at tage plan B i brug: at tjekke ind på et lille værelse på Skodsborg Kurhotel i 3-4 timer og lægge mig på sengen og stirre op i loftet – kun afbrudt af indtagelse af en kop Roomservice-te og måske en kort lur.

Det må blive en anden dag.