h1

Det store menneske i den lille krop

17. december 2010

Tidligere i år blev der i Berlingske Tidende (og måske også andre medier) refereret til en undersøgelse, der viste, at “Børn gør forældre ulykkelige”. Stakkels forældre! Eller hvad …?

Nej, stakkels børn! For når forældre formår at blive ulykkelige over deres børn, er det fordi der er noget helt skævt med deres forventninger (forældrenes altså!). I de sidste 4 måneder har jeg selv på egen krop erfaret, at hverdagen giver mest glæde og ro og lykke, når den foregår på Noahs præmisser, og ikke på mine. Det kan skam sagtens være en svær kamel at sluge en gang i mellem, men vi har jo ikke ventet 5 år på at få Noah for at fortsætte vores liv i nøjagtigt samme rille som før. Og det er måske netop dér hunden ligger begravet for de ulykkelige forældre …?

Derfor er det så befriende at læse Louises blog, for den tager udgangspunkt i, at det er os forældre, der skal justere, så vi får mere lykke ind i livet med vores børn. Louise har selv to af slagsen, og hendes blog (og nyhedsbrev også i øvrigt) BUGNER med masser af praktiske og let-anvendelige tips til at få en gladere hverdag. Lige til at implementere hos alle børnefamilier, der synes at der er for meget stress og jag og for lidt glæde og ro. What’s not to like???

Louise var så sød at sende sin Blog Award videre til mig, og jeg vil gerne kvittere med at opfordre alle med små eller større børn til at tjekke, hvad Hold Af gemmer i posen. Jeg lover jer, at der er guf.

Personligt knuselsker jeg Louise for køre “less is more” princippet her i julen – bl.a. ved at klare julekagebagningen med Irmas færdige brunkagedej og for at være den voksne og derfor nedprioritere Pyrus om aftenen, fordi det bare ikke fungerede i forhold til sovetider og andre juleaktiviteter. Synd for børnene? Nej, en gave!

En kommentar

  1. Enig – og faktisk havde jeg en fantastisk lykkelig dag i går. Min datter på 6 år havde kastet op om natten og skulle selvfølgelig ikke i skole. I stedet for at sende den lille afsted i børnehave og få noget arbejde fra hånden, besluttede jeg mig til at hygge mig med dem begge. Det var en fantastisk dag.



Skriv en kommentar