To-do lister eller to-be kæreste?

Min mand kigger underligt på mig i øjeblikket, og det har han al mulig grund til. Jeg er nemlig begyndt at gå med hunden (ud over den daglige tur med klapvognen og Noah midt på dagen), og jeg er begyndt at tage køkkenet efter middagsmaden. To opgaver, der ellers har været forbeholdt herren i huset (altså, ham der var der først, for nu er der jo pludselig tre herrer i huset).

Selv min eksmand undrede sig over at se mig med hunden, da han i eftermiddag mødte mig udenfor med kræet. Og det siger jo lidt om, hvor ofte (eller rettere sjældent), jeg lufter det lille pelsdyr.

Hvorfor så nu?

1. Jeg prædiker over for mine workshop-deltagere, at de SKAL have mindst 5 minutter alene med sig selv hver dag. Og jeg bør jo tage min egen medicin. Det har bare været forbasket svært at få de 5 minutter i de sidste par måneder. Men nu har jeg fundet ud af, at det er tvingende nødvendigt (flot Liselotte!), og jeg er ved at finde en rytme. En kop te i ro i stolen om formiddagen, og så et par gåture alene med kræet, når Allan er hjemme.
2. Turene giver mig i øvrigt også lidt mere frisk luft og bevægelse, hvilket i den grad er påkrævet.
3. Og jeg har jo fundet ud af, at det også er helt fantastisk nu at kunne vandre i sne og blæst uden at fryse 

Og så er der køkkenet. Egentlig Allans domæne (dog først efter maden …), men hvis jeg vil have lidt tid sammen med Allan, når Noah er lagt i seng, må jeg jo sørge for at skabe tiden. Og det er faktisk også vigtigere for mig, at Allan får en god aften med Noah inden hans sengetid, end at han står i køkkenet. Og nu og da er der jo også andre ting, jeg gerne til have Allan til at gøre, når fisen er faldet omkuld.

Og så må jeg jo erkende, at det funker langt bedre med at hjælpe og styrke fællesskabet ved at være et godt eksempel end at lave endeløse og dræbende to-do lister. Hm …

Prøv det!