Empati, tyve, tredive …

Min 4½ måned korte erfaring som mor har allerede lært mig, at empati er én af de vigtigste kvalifikationer at have i baglommen, når man har børn. Og måske lidt tålmodighed?

Jeg er ikke vældigt tålmodig. Faktisk er jeg ret utålmodig. Men når det drejer sig om Noah, ser det anderledes ud. Og det er nok empatien, der tager over.

Jeg har den største respekt for, at jeg har at gøre med et lille væsen, der (endnu) ikke kan udtrykke sig i ord. Han er derfor afhængig af, at jeg kan aflæse ham korrekt. Og nu er det jo sådan, at børn ikke har en “The Essential Guide to Me” med i lommen, når de kommer.

Så er empatien et vældigt godt redskab. Jeg behøver ikke forstå Noah, jeg prøver blot at rumme ham som han er i den pågældende situation.

Og det var der behov for i morges, da han klokken l… af én eller anden grund ikke kunne falde til ro, og derfor kartede rundt i sengen. Med det resultat, at farmand først lagde sig ned på en madras på gulvet og derefter lagde sig tilbage i sengen og smed Noah ind i sin egen seng.

Det var Noah slet ikke tilfreds med.

Og selv om jeg ville have givet min højre (og venstre) arm for at sove trygt videre på det tidspunkt, kunne jeg ikke gøre andet end at acceptere, at et eller andet gjorde, at knægten ikke ville falde til ro. Så jeg satte mig ind i lænestolen i stuen med min dyne på og svøbte Noah i sin dyne og sad med ham helt stille og roligt. Og der gik ikke længe, inden han faldt i søvn. Det gjorde min højre arm også. Og jeg faldt også i søvn.

Fem minutter før Allan kom ind og vækkede mig …

Bring a casa

Nå ja, ok … visse ting i livet bliver jo sat en liiiille smule på stand-by, når man sådan får småbørn (småbarn).

Middagsaftaler ude i byen er f.eks. reduceret til et absolut minimum af hensyn til barnets sovetid.

Men hvad gør det, når man har venner som skønne Pia og Niels, der ikke lader sig slå ud af den slags? De medbringer bare maden og vinen i stedet, og så er det jo verdens nemmeste sag at have gæster.

Yeehaaaa for lækker vegetarlasagne med alt godt fra køleskabet (dog ikke vores) og masser af krydderier, grønkålssalat med alskens lækkerier og ikke mindst granatæblekerner – og så arabertærte (eller var det rabarbertærte – kan sgu ikke huske det) til kaffen.

Hjælp dig selv til succes!

Jeg har i en del år haft et ønske om at spise flere grøntsager. Altså på den rigtige måde.

Ikke grøntsager som iceberg’en i McFeasten fra McDonalds. Eller tomatsaucen på pizzaen fra den lokale pizzapusher.

Næh, gode grøntsager som i gode salater fra Umahro og Thorbjørg og Bitz og Lorang og Kjær og hvad f… de alle sammen nu hedder.

Men faktum er, at jeg er decideret kødpige. Kød er mit udgangspunkt, og hvis jeg har en god dag med overskud, når jeg måske til at tænke: “Hov, der skal vist nogle grøntsager til”. Men kun måske. Og derfor bliver det aldrig rigtigt til det store grøntsagsgilde, hvor salaten er udgangspunktet, og kødet eller fisken en slags tilbehør.

Men hvem siger, at grøntsager partout skal spises! Nej vel? Så jeg ønskede mig en juicepresser i julegave af min elskede mand, and guess what he got for me?!

Og er det lige en succes?! Nu får jeg dagligt en god dosis grøntsager og svælger i gulerødder, spinat, rødbeder, agurker, ingefær (i ret rigelige mængder) og sågar blegselleri, som INGEN får mig til at spise. Bvadr! Men en enkelt stængel i en juice smager fantastisk.

Og pointen? Ikke andet end at vi skal lade være med at gøre tingene så pokkers svære for os selv.

Spænder du også ben for dig selv en gang i mellem?

Bloghyldning III

Ja ja – jeg har ikke glemt det.

Her får du endnu en blog, som jeg er trofast læser af:

BabyBusiness er oplagt for en mor som mig. Jeg er en udpræget webgirl, så det der med at snuse rundt i forretninger og tjekke udvalg og priser osv. på ting og sager til Noah er slet ikke mig. Som i: SLET IKKE!

Men hvad gør det, når Anette gør arbejdet for mig? Hun fortæller om udsalg og tests, og hun har oceaner af brugbare artikler om dette og hint. Lige noget for mig. Har du børn, der er nået ud over babystadiet, har BabyBusiness en storebror (eller -søster): JuniorBusiness. Jeg tænker, at der er lige så mange guldkorn at hente dér, og jeg bliver hængende, det lover jeg.

Anette har mange forskellige gæsteindlæg på fra virkelige forældre. Kim skriver fra Mexico, Sandra har skrevet om Carlo der blev født alt for tidligt, gravide Louise skriver om sin første graviditet, Thomas skriver om at skulle være far for første gang osv. I sommer skrev jeg rejsedagbog til BabyBusiness fra Etiopien, så kommende adoptanter (og andre) kunne få en fornemmelse af, hvordan sådan en tur kunne foregå.

Kender du ikke hverken BabyBusiness eller JuniorBusiness (og har du barn/børn), så skynd dig fluks derind og tilmeld dig de yderst informative nyhedsbreve!

Enjoy!

House Rules

Dejlige Anna havde i søndags et blogindlæg med 5 house rules. Hun eftersøgte en printet version til at laminere og hænge op, og den skyndte jeg mig at lave og sende til hende. Du kan se Annas indlæg her

Men Anna synes jo i bedste zen-ånd, at andre skal have mulighed for at printe de 5 house rules og hænge dem op, så her får du dem. Lamineringen må du selv klare! 😉

House Rules A5

God fornøjelse!

2008, 2009, 2009, 2010, 2011 …

“Jeg tror 2011 bliver et rigtigt godt år”, sagde min mand i går til mig, mens han kiggede mig dybt i øjnene.

“Tror vi (mennesker) ikke altid det?” svarede den pragmatiske Liselotte

Og det var ikke for at være lyseslukker, at jeg kom med det tørre svar. Men 2011 er jo bare et tal. Ligesom klokken er noget, vi har opfundet. The Big Bang bragte ikke uret med sig.

For det er med et nyt år, som det er med juleaften og nytårsaften. Det er bare et år. Eller en aften. I sig selv bringer et år eller en aften ikke noget nyt eller specielt. Det er noget, vi selv må skabe.

Så hvis juleaften skal være skøn, må vi selv gøre den skøn. Skal nytårsaften være festlig, må vi gøre den festlig. Skal 2011 være et fantastisk år, ja så er det op til os selv at gøre det til et fantastisk år. Nytårsforsætter og gode intentioner holder ikke bedre, fordi det pludselig er 2011. Venskaber bliver ikke bedre af sig selv i 2011. Vi får ikke mere tid i 2011, med mindre vi selv skaber mere tid. Vi bliver ikke mindre stressede i 2011, med mindre vi selv tager medansvar for, at vi bliver stressede. Vi får ikke et bedre parforhold i 2011, med mindre vi selv bidrager til at gøre vores parforhold bedre.

Jeg tror nu i øvrigt, at min mand har ret med hensyn til 2011 …

PS! Læs Gittes interessante indlæg om opgradering og bliv inspireret

På gensyn i 2011!

Aaaaaah …!

Smil – det er jul!

Så står vi midt i den, kære venner.

Julen er over os, og I har formentlig slet ikke tid til at læse blogs i dag, men jeg skriver alligevel – i tilfælde af, at en eller anden vildfaren sjæl skulle komme herind ved en fejltagelse. I så fald: Hjerteligt velkommen!

Dagens besked er ultrakort:

Hvis risengrøden brænder på, trafikken er hæslig og vejret en udfordring. Hvis sværen nægter at blive sprød, mandelgaven ligger i den pose, du glemte hjemme i skabet, og saucen klumper.

Så husk:

DET ER ALT SAMMEN BARE NOGET VI LEGER!

Rigtig glædelig jul alle sammen

Tuesday Night Fever

Det er tirsdag aften, og jeg skulle egentlig hylde endnu 2 af mine yndlingsblogs. Men sagen er, at jeg mandag eftermiddag blev ramt af pludselig utilpashed og feber og måtte søge sengen, og her har jeg ligget hele dagen  tirsdag. Det var jo ikke lige med i planern (jeg skulle have været på julegaveindkøb i dag), og der er ikke vældigt meget positivt at sige om det. Det skulle da lige være, at det tilsyneladende kun er influenza og ikke Noahs maveonde, jeg har arvet. Dejligt – for så slipper jeg for at hænge ude på og over tønden …

På et tidspunkt i dag, orkede jeg ikke at ligge mere ned, så jeg gjorde noget drastisk: jeg satte mig op! Og mens jeg sad der, kunne jeg kigge ud af vinduet, og det gav mig mulighed for at være vidne til to dejlige julehistorier – eller måske snehistorier. Ved ikke om det er den forestående jul eller snevejret, der var årsag til de gode gerninger.

Først spottede jeg vores søde overboer på 2. sal i gang med at fjerne sne fra bilen. Mens de var i gang med det, kom en ældre dame fra en anden opgang tussende forbi, og der blev udvekslet et par ord. To minutter senere sad den ældre dame inde i Ib og Nans bil, og mit kvalificerede gæt er, at de to søde mennesker tilbød hende et lift, så hun ikke skulle besværes med bus og ustabil gang.

Kort efter spottede jeg vores søde overboer på 3. sal sammen med vores nabo i stuen. De havde tilsyneladende været oppe at handle og havde formentlig mødt vores nabo og tilbudt hende et lift hjem, så hun ikke skulle slæbe. Smukt!

Min kære husbonds tørre kommentar faldt prompte: “Det gør de kun én gang, for hun har sikkert røget 5 smøger på turen hjem i bilen”. Og kære læsere – det er her jeg må skuffe jer alle sammen og tilstå, at jeg blot er et menneske, for min næstekærlighed havde aldrig strakt sig til at tilbyde naboen et lift. Jeg skal spare jer for detaljerne, men nu har jeg tilstået, og jeg vil blot hylde Torben og Hanne for deres smukke gestus!

Bloghyldning II

Tænk, “hyldning” er faktisk et rigtig ord …

Når jeg åbner min computer om morgenen, er der to blogs jeg læser som det allerførste. Uden undtagelse. De er vidt forskellige, og det ville ikke være en rigtig dag uden nogen af dem. Måske kender du dem allerede, og så ved du selv, hvorfor de er en hyldest værd.

Lone bor ifølge sin blog på “et autentisk landbrug – langt fra alting og tæt på det store i det små”. Og alt det – det store i det små – skriver hun om. Hver dag! Og hun krydrer sine indlæg med den skønneste humor, de mest fantastiske billeder og de lækreste opskrifter på lækkerier af enhver slags. Lone har netop udgivet en 2011 – selvfølgelig med 12 billeder fra Jyllands smukkeste landbrug. Læs om kalenderen, Lone, hunden og alle Lones høns på Beretninger fra et autentisk landbrug.

Langt fra Lone og noget tættere på mig selv bor Anna. Hun har uden sammenligning været min største inspirationskilde i det forløbne år. Anna kan nemlig noget med at leve her og nu, som de fleste af os kan lære af. Og så har hun været enlig mor – og skrevet hele to bøger om, hvordan man overlever det samtidig med, at man lykkes med at få lidt zen ind på kontoen. Er du (enlig) mor og har du ikke allerede læst “Super Mor” og “Zen for mødre”, så gør det med det samme. De to bøger har lært mig SÅ meget (og jeg er ikke engang enlig mor). Anna skriver hver dag på sin blog om tre skønne ting, hun har oplevet i sin hverdag. Følger du allerede med, er jeg sikker på, at du er blevet smittet og er blevet meget bedre til at spotte al den zen, din hverdag indeholder. Følger du ikke med endnu, så hop straks ind og bliv smittet til at finde dine daglige “Hele 3 ting“.

Bon Voyage – og god mandag!