Ufejlbarlighed

John har skrevet igen …

Denne gang om, at vi skal lære vores børn, at det er OK at begå fejl.

For ingen af os bliver jo født med “Den Store Manual Til Det Fejlfri Liv” i hånden. Vi lærer ved at foretage os ting, og undervejs må vi nogle gange sande, at ikke alt går glat som forventet eller håbet. Så gælder det om at lære af oplevelsen og komme videre.

Og hold fast, hvor har jeg lært meget i de 45 år, jeg foreløbig har været her. Og hold fast, hvor er der mange ting, jeg ikke har gjort, fordi jeg har været bange for at begå fejl. Kender du det?

Hvor meget mere ville vi mon vove, hvis vi (som Bill Murray i Groundhog Day) vidste, at alle vores fejltagelser ville være forsvundet i morgen?

Ha’ en vovet weekend!

Lærepenge

Brændt barn lugter ilde – og brændt finger gør ondt!

Selv en lykkementor kan have svært ved at se meningen med alt. Blandt andet har jeg i skrivende stund svært ved at se meningen med, at jeg sidder med venstre ringfinger pakket ind i en kold frottéklud, fordi jeg – for anden gang denne uge – har brændt mig.

Forleden var det venstre langemand, det gik ud over, og det var til at leve med. Men ringfingeren er blevet ramt mere uheldigt, så den bider fra sig. Og det er svært at være venstrehåndet med klud om fingeren …

Mens jeg tænker over den dybere mening:

Note to self: stay out of kitchen!

I do, I do, I do, I do, I do

I går sad jeg og læste i “Sig ja! – Hvad præster ved om kærlighed”. Interessant bog.

MEGET interessant!

Jeg blev dybt fanget af interviewet med præsten Signe Malene Berg, der bl. a. siger:

“Det er først, når forventningerne er afgået ved døden, at muligheden for et realistisk forhold opstår”. Og boy, hvor hun rammer hovedet på sømmet dér. For der er da pokker til forskel på at have ønsker for fremtiden og så en kasse med forventninger (specielt til et andet menneske), der måske – måske ikke – bliver indfriet.

Eller hvad med hendes svar, da hun bliver spurgt om, hvordan man konkret bærer sig ad med at droppe de urealistiske forventninger i hverdagen: “Ha, det er nemt nok. Man får bare et barn!”.

Det kalder jeg fandme humor og visdom på højt plan.

Og så er der Signes andet interessante bud på at leve i overenstemmelse med virkeligheden: “På et symbolsk plan er skilsmisse desuden slet ikke en dårlig bold at have i spil. Den eksisterende mulighed for, at vi hver dag – teoretisk set – kan gå fra hinanden, gør nemlig, at vi så hver dag skal vælge hinanden til og hver dag vælge at fortsætte sammen”.

Det er jo lige vand på min lykkemølle, for det svarer helt til, at vi hver dag aktivt kan vælge glæden til. Gør vi ikke det, hvad er det så, vi vælger til …?

Har du læst bogen? Hvis ikke, må jeg anbefale den på det varmeste. Personligt bliver jeg helt høj af at læse de mange vise bud på kærlighedens væsen. Der er stof til eftertanke til resten af livet!

Hurra for den lille (eller store) forskel!

Jeg har lige modtaget en mail fra John Gray. Han skriver, at det vigtigste budskab, vi kan give vores børn, er:

Det er OK at være anderledes

Og ikke OK som i “du, vi og andre kan lære at tolerere eller bære over med, at du er anderledes”. Men OK som i:

“Du er en fuldstændig unik skabning, og du skal hver dag hylde det faktum, at ingen andre er lige præcis som dig”.

I like!

På mine workshops fortæller jeg gerne og ofte deltagerne, at de skal droppe sammenligningstyranniet. For det kan ikke bruges til en rygende fis. Vi bruger ALT for meget tid og energi på at rende rundt og sammenligne os med i hinanden.

Tænk, hvis vi kunne lære vores børn at knuselske deres individualitet, så de kan bruge tiden på at udvikle den i stedet for at forsøge at undertrykke det unikke for at komme til at ligne alle andre.

 Jeg tror sgu lige, jeg sætter det på min to-do liste!

Flaskehalsen peger på …

Noahs ankomst har (ikke overraskende!) skabt en del stress og mange nye opgaver i mit/vores liv – og det kan mærkes.

Mindre søvn, tusindvis af ting der skal huskes, atter tusindvis af ting der skal planlægges, ting der skal ordnes, mindre tid til alt der ikke har med Noah at gøre osv osv. Alt sammen ikke noget, der overrasker – og alligevel VILDT stressende (og jeg bruger IKKE min tid på at lave hjemmebagte boller og stryge sengetøj og gøre rent og lave 3-retters aftenmenuer!

Men jeg fornemmer et vist slid hist og her, og forleden dag kom jeg heldigvis i tanker om, at det er det nemmeste i verden at pege ad andre, men at der jo i hvert fald er 3 fingre, der peger mod os selv. Og den er ikke længere: alting begynder med os selv, så jeg ved, hvor flaskehalsen peger hen. Og det er tid til action!

Jeg har derfor fluks hevet min gode ven ned fra hylden og er allerede blevet så meget klogere på mig selv – igen (nogle bøger kan uden at blive kedelige læses igen og igen og kan samtidig blive ved med at smide guldkorn af sig). Og faktisk var John på en måde med på min og Allans første date, så han har en helt speciel status …

Opdrift eller nedrivning?

En kommentar i en nyhedsmail, jeg fik i går, fik mig til at tænke på følgende visdom:

Den amerikanske foredragsholder og forfatter Jim Rohn har sagt, at du bliver et gennemsnit af de 5 mennesker, du omgås mest. Is that good or bad?

Tjah … du kan jo begynde med at kigge på, hvem der udgør din lykkeklan. Lav så selv regnestykket og se, om resultatet er tilfredsstillende.

Hvis ikke bør du – inden du peger fingre ad dine venner – måske lige pille dig selv en smule i navlen og finde ud af, hvorfor du netop har valgt den lykkeklan, der er tale om. Er de med til at opretholde en version af dig selv, som du måske selv ønsker, at verden skal se? Måske en version, der ikke er den sande udgave af dig?

Alle de mennesker, du omgås, falder i to klare kategorier: enten støtter de dig og trækker dig opad – eller også støtter de dig ikke. Ikke-støtte betyder ikke nødvendigvis, at du bliver decideret modarbejdet, men resultatet kan meget vel være det samme i sidste ende.

Så: hvem udgør din lykkeklan – og hvem skal den bestå af fremover? Og hvis lykkeklan er du en del af? Støtter du????

Bogdrømme

Jeg må i gang med at skrive én eller anden bog.

Så kan jeg med en god forklaring i ryggen tage af sted på skriverefugium en hel uge alene.

Og få skrevet. Og sove tungt og godt 9-10 timer i træk. Og få serveret alle måltider. Og blive vartet lidt op. Og tænke store tanker. Og små …

Og savne at komme hjem til drengene, så det gør helt ondt i maven.

I første omgang bliver det “bare” en dag på kontoret …

F**k it!

Jeg har meldt mig til tumlastik med Noah. Jeg fik ideen inden vi tog til Etiopien for at hente ham, da jeg tænkte, at han som “børnehjemsbaby” nok ikke var blevet specielt stimuleret på det motoriske. Was I wrong!!!

Og jeg er heller ikke kommet af sted endnu. Sagen er nemlig, at jeg ikke brænder efter at fise ind til byen og bruge en eftermiddag på det. Og da slet ikke, når nu det har vist sig ikke at være nødvendigt. Det er sikkert sjovt, og jo, selvfølgelig vil han få en masse ud af det, men … Jeg.Gider.Ikke!!!

Så nu siger jeg i stedet: “F**k it!” og finder en Noah-pasningsmulighed onsdag eftermiddag, hvorefter jeg med lynets hast tilmelder mig et hold med Yin Yoga. Det trænger jeg fandme til, kan jeg mærke. Og i min optik kommer det jo også Noah til gode, at jeg er happy. Så må vi klare tumlastikken hjemme på stuegulvet.

Har du sagt “”F**k it!” fornylig?

Rebelsk?

Der er indkommet en klage!

Det er faldet en læser (som jeg kender godt) af denne blog for brystet, at hun hver morgen får en mail med titlen “Skid eller stå af tønden”. Hun foreslår i stedet noget mere sælgende og positivt (som “Lykkelig som bare pokker” f.eks.). Ellers vil hun afmelde sig mine blogindlæg, for som hun skriver: “det giver mig en forkert start på dagen – en slags opsang, som jeg ikke har brug for på daglig basis”.

Det synes jeg er helt fair, og jeg vælger at tage klagen op i dette åbne forum, fordi min holdning er stålklar og helt principiel:

Nej – jeg ændrer ikke min blogtitel.

Det gør jeg blandt andet ikke, fordi jeg synes, at vi er så ufatteligt mange kvinder, der render rundt og småklynker over vores liv. Vi forsøger os med wellness, ansigtbehandliger, yoga og raw food, og det er alt sammen godt for kroppen og dejligt (jeg kunne godt selv bruge lidt wellness i øjeblikket, det indrømmer jeg). Men inderst inde klynker vi stadigvæk, for det vi i virkeligheden har brug for, er et mentalt spark i måsen til at komme videre – og det er lige præcis det, jeg gerne vil bidrage med.

Jeg vil heller ikke ændre blognavnet, fordi jeg står 100 % bag mit valg. Det er én af de ting, jeg blandt andet forsøger at bore ind i hovedet på mine workshopdeltagere: Vi bliver ikke lykkeligere af at føje andre og være flinke og forsøge at få alle til at elske os. Det er ultimativt vigtigere, at vi elsker os selv. Hvis vi vil have et liv med mere lykke, må vi have mere integritet ind i det. Og det får vi blandt andet ved at stå fast på vores beslutninger og valg. Og ved at holde op med at sammenligne os med andre og bruge tid på at tænke over, hvad de mon synes, vi skal gøre og hvordan vi skal være.

Endelig er det min opfattelse, at vi lader os provokere mest af de ting, der rammer noget i os. Festaber, der giver 200 % slip og drikker sig i hegnet og danser vildt og kysser med alle mændene til festen, provokerer mig helt vildt. Hvorfor? Fordi jeg selv er den mest røvkedelige bænkevarmer, der findes. Så min reaktion kommer, fordi det rammer noget i mig. Ellers ville jeg da være fløjtende ligeglad. Men i virkeligheden siger det alt om mig og ikke en pind om festaberne. Hvis jeg bliver ramt, er det da fordi, jeg nok burde hanke op i balkjolen og se at komme ud på dansegulvet med en drink eller to i hånden.

Så “Skid eller stå af tønden” bliver ved med at figurere som titlen på denne blog. Hvis du – ligesom afsenderen af min klage – synes det er demotiverende, forkert eller anstødeligt, er det helt OK, for vi er jo gudskelov forskellige. Og der findes heldigvis masser af fantastiske blogs.

God mandag!

Er det wellness at gå på arbejde?

Jeg vågnede i dag med feber for fjerde dag i træk. Ikke mindre syg. Ikke mere. Bortset fra en led hovedpine som akkompagnement.

Alligevel prioriterede jeg her til morgen at deltage på en workshop og derefter at tage videre til en kunde for at arbejde. Og hånden på hjertet: jeg tog af sted for at komme væk hjemmefra. For at pleje mig selv.

Det er formentlig de færreste, der vil anbefale arbejde som sygdomspleje eller wellness – men med et 10-måneders pus derhjemme (der i øvrigt er en liiille smule cranky i disse dage), er der ingen (som i NUL!) wellness eller sygdomspleje i at være hjemme (heller ikke selv om husbonden bliver hjemme og passer ham) …

Og i morgen tager jeg sgu på arbejde igen, for jeg synes måske, at jeg har det lidt bedre …