Bloghyldning – sidste afsnit i denne omgang

Nå, det er vist på tide at få hyldet de sidste to blog-kvinder i denne omgang. Eller hylde og hylde – jeg vil i hvertfald lige gøre opmærksom på deres eksistens og fortælle jer, at jeg nyder at læse deres blogs.

“My Life On a Plate” bestyres af dejlige Puk Degnegaard. Hun har et fantastisk smil – og en skøn humor. Og så tager Puk en gang i mellem fat i nogle spørgsmål, der kradser en smule i lakken, og det kan jeg personligt godt lide. Det er sgu dér, vi lærer noget. Nå ja … og så deler vi en fælles irritation over, at så mange ikke kan finde ud af, at det hedder et nytårsforsæt og ikke et nytårsfortsæt. Det ender nok med en klub.

Ud over at kunne stave rigtigt, er Puk ekspert i at være bonusmor, og hun har gjort det til sin levevej at lære bonusmødre, hvordan de får et godt liv med kæresten og delebørnene – uden at der er mord involveret. Respekt! Alle guldkornene om at være en del af en sammenbragt familie skriver hun om på sin anden blog. Hun holder også workshops og foredrag., og måske jeg sniger mig med i forklædning en dag. For der er desværre ikke rigtigt noget at komme der efter for mig. For det første skal Allan og jeg jo være sammen, til plejehjemmet får taget livet af os, og desuden tyder alt på, at Allan ikke har hengemte børn fra et tidligere forhold. Ergo er der ikke meget, der tyder på en forestående karriere som bonusmor for mit vedkommende.

Annamette Fuhrmann kan så mange bandeord, at jeg er mere end topimponeret. Og der skal ellers lidt til for en kvinde som mig, hvis bandordforråd lader de fleste havnearbejdere en del tilbage at ønske. Og så har hun humor. Jeg elsker humor. Og jeg elsker specielt humor, der er kulsort og lige på grænsen. Så er det sjovt!

Og det er lige, hvad Annamettes blog er: Sjov! For hun er helt lige så (rund)tosset oppe i sit hoved, som de flest andre af os. Og så er hun så ærlig, at hun deler hele molevitten med os andre. Også alt det uperfekte. I like! Annamette er i øvrigt med i seneste nummer af “Vi Forældre” (som jeg synes er det mest forfærdelige blad, jeg nogensinde har læst. I nærværende nummer lærer de mig nærmest, at jeg som kvinde skal være småulykkelig over at have fået en dreng – what planet are you from???). Men artiklen om Annamette (med Anna Skyggebjergs altid kvalificerede input) er god og lærerig.

Det her indlæg er blevet næsten 400 % for langt ifølge min blogmors instrukser. Så jeg smutter, inden hun sender en patrulje ud for at internere mig …