Tirsdag, tirsdag, tirsdag

Jeg er stadigvæk ikke rask. Eller jo, det er jeg vel - min hals har bare ikke fundet ud af det. Jeg kan kun sidde op og sove om natten, og de af jer, der har prøvet det (og evt. flere dage i træk), ved hvad jeg taler om, når jeg fortæller, at det IKKE giver kvalitetssøvn. Zzzz … Det går bare ikke at ligge ned, og så er løsningen heller ikke en morfar (hverken i sofaen eller sengen). Alt skal foregå i oprejst stilling.

Nå, men F**k it! For i morgen er det juleaften. Og det er det selvfølgelig ikke, men det er det så alligevel. For i morgen, mine damer (og herrer – hvis der skulle have sneget sig nogen ind) går jeg i luften på mit nye, smukke website. Det betyder også, at du på onsdag ikke længere kan finde bloggen på nærværende adresse. Alt kommer til at foregå på www.liselottevejborg.dk

Forhåbentlig lykkes det for os at få nuværende blog-abonnenter med over, så I automatisk modtager en mail med blogindlæg fra det nye site. Der arbejdes i hvert fald hårdt på løsningen.

Nu vil jeg lave en kop te og tage en håndfuld guldkarameller fra køkkenskuffen. Nej, der er ikke meget helbredelse at hente dér, men som de siger på La Glace:

Kager, karameller og kærlighed – kvæler al besværlighed

À bientôt på www.liselottevejborg.dk på onsdag!

Grynt!

I går mistede jeg stemmen. Min mand ville helt sikkert have elsket det – hvis det ikke lige var fordi, at skæbnen ville, at han netop i går skulle til Hamburg. Stakkel. Det er aldrig sket før (at jeg har mistet stemmen), så spørgsmålet er, om det nogensinde vil ske igen.

Hvorom alting er: det er fredag – og dermed fridag. Eller … jeg skulle have været hos min yndlingskunde i dag, men måtte her til morgen melde afbud, da jeg har hostet mig gennem alle nattens timer. Mine lunger brænder og mit hoved værker – og jeg er ikke til pæn brug i dag. I stedet har jeg søgt ly i en lejlighed 3 opgange væk, hvor lejerne er taget på bryllupsrejse. Og når man alligevel skal tømme postkassen og vande blomsterne, kan man jo lige så godt få lavet lidt arbejde og nyde synet af Øresund fra en lidt anderledes vinkel. Og måske nuppe en lur på en anden sofa end den vante …

God weekend til jer alle – og hold jer raske!

Host!

Jeg gik tidligt i seng i går aftes og har hostet mig gennem natten. Det føles meget bedre nu, men jeg er lidt træt i hængslerne.

Nu vil jeg pakke Noah og tage til amputeret mødregruppemøde, og i dag får I derfor ikke andet end dette “Host!” fra mig.

Hold jer raske!!!

PS! Hvem f… har bedt om mere sne??????

Overskud

Manglende overskud er oftest en af de helt store undskyldninger, når det drejer sig om, hvorfor vi ikke fjerner den torn, der stikker os i tåen.

Men det er med overskud (mentalt og energisk) som det er med pengene på bankkontoen: overskud er noget vi skaber, det kommer ikke bare af sig selv. Og rigtigt meget af den daglige leverpostej, vi jokker rundt, har sit udspring i vores venten på overskud. Men jo længere, vi venter, jo dybere synker vi. Og vi kommer ikke ud, før vi selv tager første skridt.

Det gjorde vi herhjemme i weekenden, efter at det fredag stod klart for mig, at det hidtidige natteroderi med 1 styk charmerende krøltrop drænede os begge for søvn. Samtidig. Not good. Og selv om det krævede en kraftsanstrengelse fra min side, foreslog jeg en ny deling af nattetjansen, der – som noget nyt – også involverede mig . Og heldigvis lader det allerede til at give pote for alle lejlighedens beboere.

Nu er der i hvert fald én af os, der får sovet 100 % igennem hver anden nat, og det er guld værd. Og det er vejen til mere overskud og et skridt ud af leverpostejen.

Går du og venter på overskud? Er der et område i dit liv, hvor du hænger lige lovlig meget fast i den grovhakkede?

Perfektion II

Jeg bliver nødt til at tage dette emne op igen.

Anledningen er Amy Chuas bog: “Battle Hymn of the Tiger Mother”, som jeg personligt mener viser ønsket om perfektion fra den sygeste side. Det gyser i mig! Det er tilbage til “den sorte skole” – bare hjemme i stuen. Puh …

Ja, vi skal lære vores børn at have ønsker og drømme og stræbe efter at nå dem. Og vi skal lære vores børn, at det koster en indsats at ville være god (og sågar bedst). Og så skal vi støtte vores børn 400 % i at nå deres drømme.

Men nej, nej, nej. Vi skal aldrig opdrage vores børn til, at alt andet end perfektion er godt nok. Det giver ulykkelige og usunde børn! Og i min optik er det følelsesmæssigt skæve forældre med et usundt behov for “keeping the appearance”, der ønsker at opdrage deres børn på den måde.

Døm selv her: Tigermødre er bare bedre (godt, i øvrigt, at der findes masser af ikke-tigermødre derude – ellers havde vi ikke haft Rolling Stones, Eric Clapton, U2 m.fl.)

Ztrez

Stresser du dig selv? Det gør jeg.

Det er jo vanvittigt, og det eneste positive der er at sige om det, er, at jeg er blevet bevidst om det. Og først der kan jeg jo som bekendt gøre noget.

Good. Very good, indeed!

Men det er en læreproces, og jeg regner ikke med at være clean i morgen. Desuden har jeg erfaret, at min krop stresser langt hurtigere end min hjerne, og det er ret frustrerende, når nu jeg er så skide energisk oppe i pæren og ikke synes, at der er en pind at stresse over.

Men så kan jeg vel lære det …

Hvad med dig? Ztrezzer du også dig selv?

PS! Leguanen har ikke en skid med stress at gøre – jeg syntes bare den var cool at se på. Og faktisk er det jo også et ret cool dyr, der sådan bare lige vupti skifter farve. Kunne det være rart en gang i mellem?

Perfektion

I går holdt jeg Lykketræf teleklasse om nytårsforsætter. De der “mål” vi sætter os, samtidig med at vi spiser kransekage og drikker Champagne nytårsaften.

… og glemmer, at den barske hverdag viser sig lige pludselig!

Én af de ting jeg kom ind på, var perfektion. Og det gør jeg så ofte, det er muligt. For samtidig med, at jeg har den holdning at: “If a thing’s worth doing it’s worth doing well”, så mener jeg også, at perfektion er blandt top 5, når det drejer sig om lykkedræbere.

Jo, det er meget godt at gøre tingene ordentligt. Ikke fordi, at du så er en pæn pige, men fordi der er langt mere mindfulness og vær-her-nu i at gøre tingene ordentligt i stedet for at skøjte let hen over dem. Hvis du alligevel bruger tid på at vaske op, kan du jo lige så godt sørge for, at tingene faktisk er rene, når du er færdig. Ellers er det sgu spild af liv.

Men når du bliver fanget i perfektionsfælden, så er det tid til at være rebelsk og til at sløse. Tænk på det som ordineret medicin!

Nå, men det jeg egentlig ville sige var, at hvis du har et nytårsforsæt og “allerede” nu kan mærke, at det kniber bare en liiiiille smule med motivationen, så overvej lige, om der er lidt perfektion, der skal justeres på.

Mit eksempel fra i går: Du vil holde op med at ryge. Du har ikke røget fra 1-14. januar. Den 15. januar er der middag hos bedstevennerne, og det flyder med rødvin. Og du ryger. Tre cigaretter bliver det til, og selv om den dårlige samvittighed sniger sig ind, stornyder du alle tre cigaretter. Næste dag vågner du med bondeanger, men – endnu værre – du beslutter dig for, at det jo kan være helt ligegyldigt, for nu er du jo alligevel faldet i.

Nixen bixen. No. Nein. Njet. Non. Nej! Du har jo for fanden ikke røget i 15 dage, og de 15 dage er ikke spildt, selv om du snubler i tigerskindshovedet. Så glem alt om enten/eller. Glem at om 0 % eller 100 %. Tag én dag ad gangen. Gør dit bedste (og jo, du må gerne anstrenge dig lidt). Hyld dig selv hver dag, der går godt. Og lad være med at slå dig selv oven i hovedet, når det ikke går godt.

Brug hellere energien på at finde taburetten, så du kan komme op på hesten igen!

Bloghyldning – sidste afsnit i denne omgang

Nå, det er vist på tide at få hyldet de sidste to blog-kvinder i denne omgang. Eller hylde og hylde – jeg vil i hvertfald lige gøre opmærksom på deres eksistens og fortælle jer, at jeg nyder at læse deres blogs.

“My Life On a Plate” bestyres af dejlige Puk Degnegaard. Hun har et fantastisk smil – og en skøn humor. Og så tager Puk en gang i mellem fat i nogle spørgsmål, der kradser en smule i lakken, og det kan jeg personligt godt lide. Det er sgu dér, vi lærer noget. Nå ja … og så deler vi en fælles irritation over, at så mange ikke kan finde ud af, at det hedder et nytårsforsæt og ikke et nytårsfortsæt. Det ender nok med en klub.

Ud over at kunne stave rigtigt, er Puk ekspert i at være bonusmor, og hun har gjort det til sin levevej at lære bonusmødre, hvordan de får et godt liv med kæresten og delebørnene – uden at der er mord involveret. Respekt! Alle guldkornene om at være en del af en sammenbragt familie skriver hun om på sin anden blog. Hun holder også workshops og foredrag., og måske jeg sniger mig med i forklædning en dag. For der er desværre ikke rigtigt noget at komme der efter for mig. For det første skal Allan og jeg jo være sammen, til plejehjemmet får taget livet af os, og desuden tyder alt på, at Allan ikke har hengemte børn fra et tidligere forhold. Ergo er der ikke meget, der tyder på en forestående karriere som bonusmor for mit vedkommende.

Annamette Fuhrmann kan så mange bandeord, at jeg er mere end topimponeret. Og der skal ellers lidt til for en kvinde som mig, hvis bandordforråd lader de fleste havnearbejdere en del tilbage at ønske. Og så har hun humor. Jeg elsker humor. Og jeg elsker specielt humor, der er kulsort og lige på grænsen. Så er det sjovt!

Og det er lige, hvad Annamettes blog er: Sjov! For hun er helt lige så (rund)tosset oppe i sit hoved, som de flest andre af os. Og så er hun så ærlig, at hun deler hele molevitten med os andre. Også alt det uperfekte. I like! Annamette er i øvrigt med i seneste nummer af “Vi Forældre” (som jeg synes er det mest forfærdelige blad, jeg nogensinde har læst. I nærværende nummer lærer de mig nærmest, at jeg som kvinde skal være småulykkelig over at have fået en dreng – what planet are you from???). Men artiklen om Annamette (med Anna Skyggebjergs altid kvalificerede input) er god og lærerig.

Det her indlæg er blevet næsten 400 % for langt ifølge min blogmors instrukser. Så jeg smutter, inden hun sender en patrulje ud for at internere mig …

Fokusgruppe – vil du være med?

Der skal skrives i 2011. Faktisk satser jeg på at få skrivekrampe i løbet af året.

Den ene bog skal selvfølgelig handle om hverdagslykke – min kæphest numero uno! Den skal være spækket med redskaber og tips og brugbare øvelser.

Og det er vigtigt for mig, at det er cremen af kagen der er med i bogen. Altså når vi taler værktøjer og øvelser. Derfor skal der “rigtige” mennesker med på sidelinjen til at teste og byde ind med deres erfaringer.

Og måske du kunne være ét af de rigtige mennesker?

Har du lyst til at blive meget klogere på, hvordan du får hverdagslykken til at boble i dit liv, og har du lyst til at være med til at teste de øvelser og værktøjer jeg har planlagt at tage med i bogen?

Så er du måske én af de kommende deltagere i min fokusgruppe. Vi går i gang i februar, og vi skal mødes to aftener i februar, marts, april og maj måned. Vi mødes i København City (lige ved Nørreport Station).

Er du interesseret – eller kender du én, der måske kunne være interesseret? Så læs mere her.

God weekend!

Empati, tyve, tredive …

Min 4½ måned korte erfaring som mor har allerede lært mig, at empati er én af de vigtigste kvalifikationer at have i baglommen, når man har børn. Og måske lidt tålmodighed?

Jeg er ikke vældigt tålmodig. Faktisk er jeg ret utålmodig. Men når det drejer sig om Noah, ser det anderledes ud. Og det er nok empatien, der tager over.

Jeg har den største respekt for, at jeg har at gøre med et lille væsen, der (endnu) ikke kan udtrykke sig i ord. Han er derfor afhængig af, at jeg kan aflæse ham korrekt. Og nu er det jo sådan, at børn ikke har en “The Essential Guide to Me” med i lommen, når de kommer.

Så er empatien et vældigt godt redskab. Jeg behøver ikke forstå Noah, jeg prøver blot at rumme ham som han er i den pågældende situation.

Og det var der behov for i morges, da han klokken l… af én eller anden grund ikke kunne falde til ro, og derfor kartede rundt i sengen. Med det resultat, at farmand først lagde sig ned på en madras på gulvet og derefter lagde sig tilbage i sengen og smed Noah ind i sin egen seng.

Det var Noah slet ikke tilfreds med.

Og selv om jeg ville have givet min højre (og venstre) arm for at sove trygt videre på det tidspunkt, kunne jeg ikke gøre andet end at acceptere, at et eller andet gjorde, at knægten ikke ville falde til ro. Så jeg satte mig ind i lænestolen i stuen med min dyne på og svøbte Noah i sin dyne og sad med ham helt stille og roligt. Og der gik ikke længe, inden han faldt i søvn. Det gjorde min højre arm også. Og jeg faldt også i søvn.

Fem minutter før Allan kom ind og vækkede mig …